Hav & Kamal i spidsen for Danish Music Awards 2023
16.10.2023

Danish Music Awards afholdes i år den 16. november. Det sker ved en eksklusiv begivenhed i København. Her bliver hele Danmarks Hav & Kamal værter for dansk musiks ældste og mest prestigefyldte prisfest. 

Der bliver bogstaveligt talt højt til loftet, når Danish Music Awards igen markerer det forgangne musikår. Under de rå stålkonstruktioner på The Plant i København hylder musikselskabernes brancheorganisation IFPI igen en perlerække af de danske artister, som beriger os andre med deres musik. Samtidig vil både store stjerner og nye talenter optræde for de særligt inviterede gæster i salen. 

Når lyset blænder op og gæsterne har indtaget deres pladser bliver tonen slået an med varme, store smil og en oprigtig kærlighed til musikken. Det bliver nemlig Hav & Kamal som kommer til at dirigere aftenen som officielle værter for DMA.  Om den nye rolle som værter for Danish Music Awards 2023 siger Hav & Kamal selv: 

Vi startede selv med et lille Youtubekoncept, hvis formål var at hylde nye såvel som etablerede artister. Så det er en kæmpe ære for os at få lov til at stå i spidsen for Danish Music Awards 2023, og vi kommer til at gøre vores for, at det bliver lige så stor en aften for alle der deltager, som det gør for os. Den her er for kulturen”.

 

Lasse Lindholm, der er leder af DMA-Akademiet, er mere end begejstret for årets værter: 

“Hav & Kamal er ikke bare hamrende sympatiske mennesker og unikke medieprofiler. De nyder samtidig dyb tillid fra mange artister i toppen af dansk musik. Derfor føles det som en generøs gave for os, at de i år har lyst til at stå i spidsen for DMA”.

 

Andet år med et nyt DMA

Sidste år meddelte Danish Music Awards at man nu ville vende ryggen til den klassiske tv-transmission for at skabe en mere eksklusiv prisfest for de nominerede artister. Af samme grund bliver selve prisuddelingen heller ikke transmitteret i år. På sociale medier vil der imidlertid være rig mulighed for at følge forløbet omkring DMA. En ting er dog som den plejer at være. Efter prisfesten vil der også i år være en storstilet nattefest for den samlede musikbranche.  

Nominerede artister til Danish Music Awards 2023 offentliggøres løbende fra d. 17. oktober på sociale medier og på www.d-m-a.dk frem mod den eksklusive prisfest.     

Danish Music Awards 2023 arrangeres af musikselskabernes brancheorganisation IFPI i samarbejde med JBL.

 

Om Hav & Kamal

Hav & Kamal har efterhånden skabt sig et solidt navn. Det hele startede med konceptet ’Uden Filter’, der skulle vise sig at blive en af de hurtigst voksende kanaler på Youtube. Hav & Kamal voksede derfra ud af det lille studie på Vognmagergade med et tilbud om deres eget program på P3. Det fik navnet ’På Bagsædet’. Udover ’På Bagsædet’ udvidede makkerparret med P3-programmerne ’Mixtape’ og ’Sus På’.  Herfra var der kun én vej for de to unge værter, der i dag har deres egen podcast på Podimo. De har haft udsolgte liveshows på blandt andet Bremen, Det Ny Teater og i Koncerthuset. Udover liveshows har Hav & Kamal været værter på ’Det Skæve VM’ i samarbejde med TV 2. Hav & Kamal har desuden været nomineret til ’Årets Lyd’ og ’Årets Par’ ved Zulu Awards og vundet Podcastprisen i kategorien ’Årets Underholdning’.

 

Om DMA 2023

Danish Music Awards (DMA) er musikbranchens ældste og mest prestigefyldte prisuddeling, som musikselskabernes brancheorganisation IFPI Danmark i 2023 står bag i samarbejde med JBL.

I 2023 afholdes DMA, der omfatter pop/rock og beslægtede genrer, torsdag den 16. november på The Plant i København. Det sker ved en eksklusiv prisfest for nominerede artister, branchen og særligt inviterede gæster. Prisuddelingen bliver ikke transmitteret, men der vil være rig mulighed for at følge forløbet omkring DMA på sociale medier.

• Danish Music Awards har været afholdt siden 1989. De første to år hed den IFPI-prisen. Herefter hed den fra 1991 til 2000 Dansk Grammy. Siden 2001 har prisfesten heddet Danish Music Awards.

• Det er ikke muligt at købe billetter til arrangementet.

 

Kategorier 

• Ved DMA 2023 udgives der i alt 12 priser, hvor 10 af priserne fokuserer på dansk musik. Der uddeles priser i følgende kategorier: Årets Danske Album, Årets Danske Gruppe, Årets Danske Solist, Årets Danske Hit, Årets Nye Danske Navn, Årets Danske Sangskriver, Årets Danske Producer, Årets Danske Livenavn, Årets Nye Danske Livenavn, Årets Internationale Album og Årets Internationale Hit. Herudover uddeles den prestigefulde Danish Music Awards’ Ærespris til en eller flere danske artister, som har sat et umiskendeligt aftryk på dansk musik. 

• Udgivelsesperioden ved DMA 2023 strækker sig for de fleste priskategorier over en periode fra fredag d. 2. september 2022 til og med torsdag d. 14. september 2023.

• Det er et særligt DMA-Akademi, bestående af fem kvinder og tre mænd fra musikbranchen, som udpeger størstedelen af de nominerede og vinderne. Akademiet mødes løbende for at diskutere tendenser i dansk musik. Beslutningerne om nominerede og vindere afgøres på såkaldte valgdage, hvor akademimødet først ophæves, når der er opnået enighed i Akademiet. Akademiets medlemmer offentliggøres på aftenen for DMA. 

• IFPI Danmark ser mangfoldighed som en styrke. Både i forhold til genrer, køn, alder og etnicitet. Medlemmer til Akademiet udpeges derfor ud fra deres evne til at kunne anskue musikbranchen fra et helhedsperspektiv præget af diversitet.

• Regelsættet for Danish Music Awards 2023 er udarbejdet af IFPI Danmarks sekretariat og sanktioneret af IFPI Danmarks bestyrelse. Læs mere i det samlede regelsæt for DMA 2022, som kan downloades her.

 

Tilgængelighed 

De nominerede til Danish Music Awards 2023 offentliggøres løbende på @dma_dk på Instagram, @dma23_dk på TikTok og på www.d-m-a.dk fra tirsdag d. 17. oktober og frem mod den store aften i midten af november.