Anton Westerlin er nomineret for sit arbejde med Lamins album ’SkyLL’ og EP’en ’De Her Timer’, Noah Carters album ’Noahs Ark’ og KESIs album ’FOMO 88.8 FM’. Han har på få år positioneret sig som en af de mest eftertragtede producere på den danske musikscene, og med YouTube-formatet ’Bag Gardinerne’ udvider Westerlin sin rolle til også at være musikformidler, når han inviterer os med ind i maskinrummet og deler sin unikke adgang til tidens største artister.
Kind mod Kind er nomineret for sit arbejde med albummet </3. Som producer er Kind mod Kind en stærk repræsentant for elektronisk dansk musik, som ikke er til at komme udenom. Med flere tracks, der har opnået høje streamingtal og bred anerkendelse, har Kind mod Kind formået at skabe et unikt lydbillede, der både rummer dybde og nytænkning i sin genre.
Nicki Pooyandeh er nomineret for sit arbejde med Gillis album ’Kiko Club’ og Benny Jamz & Gillis album ’KENNY’. Nicki Pooyandeh har længe gjort sig godt bemærket med sit stærke producerarbejde, og med udgivelser som disse er i år ingen undtagelse. Hans innovative lyd og skarpe produktion har skabt flere populære tracks, der har domineret hitlisterne og cementeret hans position som en af de mest indflydelsesrige producere inden for særligt dansk hiphop.
Rune Rask er nomineret for sit arbejde med Suspekts album ’Ancient Aliens’, ’Tænker Ik På Andre’ feat. URO og ’København’ feat. Suspekt & Benjamin Hav. Rune Rask har med sit årelange arbejde båret en hel lyd og formår at være legende i branchen. Som tidligere vinder af flere Danish Music Awards har han opnået officiel anerkendelse for sin evne til at skabe banebrydende og mørke lydlandskaber, der har sat nye standarder inden for dansk hiphop.
Søren Buhl er nomineret for sit arbejde med Guldimunds ’Storebæltsbroen’ og Brimheims album ’RATKING'. Søren Buhl er en involveret producer, der ændrer hele tracks med sin tilstedeværelse og skaber fulde forløb frem for singler. Hans produktioner understreger hans evne til at skabe dybtgående og sammenhængende musikoplevelser, der rækker langt ud over enkeltstående hits.